Første gang baby kaster op…

Første gang baby kaster op…

Ja dette indlæg kommer til at handle om noget så opløftende som sygdom… Ærlig talt fordi jeg har og haft så ondt af min lille baby og os to forældre de sidste to døgn!😩

Jeg har selv gået og skræntet den sidste uges tid med lidt kriller i halsen, mindre overskud, træthed og sikkert lidt feber ind i mellem. Og da det sådan lidt toppede torsdag eftermiddag tænkte jeg at jeg heller måtte blive hjemme om fredag, hvis jeg stadig var skidt om morgen. Om natten bliver vi vækket af August der hoster meget voldsomt og derefter begynder at græde. Benjamin går ind til ham, men August bliver ved med at græde. Han græder på den mest hjerteskærende måde. Jeg kan slet ikke blive liggende i sengen og skynder mig ind til dem.

“Han har kastet op” siger Benjamin. August græder og ryster over hele kroppen. Jeg HADER opkast! Jeg vil seriøst heller stå med lort end opkast. Det er det værste! Jeg flygter altid hvis et barn kaster op på arbejde, og lader mine kolleger overtage. Det er første gang ar August kaster op og jeg har frygtet det og frygtet om jeg kunne gøre det der skulle gøres, sidde med ham mens han kastet op – uden selv at blive dårlig. Men en maskine gik simpelthen i gang i mig og jeg fik hevet sengetøj, lang og betræk af sengeranden. Smed det hele i vaskemaskinen og tændte den.

Benjamin skiftede Augusts tøj og satte sig med ham og prøvede at få lidt ro på ham at. Jeg fandt en balje frem, hvis nu der skulle komme mere. Jeg mærkede at jeg havde brug for at overtage og lige have ham tæt på mig lidt, så mens fik meddelt at han ville tage barnets 1. Sygedag om fredagen, til nattevagten på arbejde, sad jeg med August. Pludselig begyndte han at vride sig og jeg skyndte mig at få fat i baljen og så kastede den lille mus op endnu engang. Han skreg, hostede og spruttede. Jeg tænkte slet ikke på hvor klamt det var og om jeg selv blev dårlig, jeg tænkte bare på at være der for August og trøstede ham. Han græd af smerten fra mavekramperne. Kæft hvor gjorde det ondt i mit moderhjerte at se ham sådan.

Benjamin tog ham med ind i vores seng og jeg lagde mig på sofaen. Men jeg havde så svært ved at falde i søvn igen. Det må have være adrenalinet ved at lige pludselig skulle være så aktiv midt om natten oveni at jeg havde det skidt. Jeg havde feber den nat – ikke høj, men høj nok til at jeg havde det skidt. Hver gang August græd lå jeg inde på sofaen og hylede med ham 😭💔 det var forfærdeligt ikke at kunne gøre noget for ham eller kunne tage det ubehagelig væk.

Jeg bliver ofte overrasket hvordan man som mor bare kan lægge sin egen sygdom “til side”, når ens barn har brug for en som August havde den nat, og så bare handle. 👌🏻

Da jeg endelig faldt i søvn, gik der ikke længe før mit vækkeur ringede for at jeg kunne ringe til mit eget arbejde og melde mig syg. Det fik jeg gjort og kunne igen kravle under dynen og sove. Jeg vågnede ind i mellem ved at August græd inde i soveværelset, men faldt heldigvis hurtigt i søvn igen. August sov helt ind til ved 9-tiden. Jeg lå med dynen på sofaen og August i armene en del af formiddagen. Han halv sov, fik lidt mad og drikke ind i mellem. Han brændte af feber. Benjamin gik en tur med ham i barnevognen og August sov en god lur.

Resten af eftermiddagen sad eller lå han ved os og da jeg til aften målte hans temperatur sagde den 39,8. Derfor fik han en Panodil til natten. Benjamin sov inde hos ham hele natten, så jeg også kunne blive ordentlig frisk.

I dag er Benjamin taget til fødselsdag hos Augusts faster og onkel. Vi var alle inviteret, men August var slet ikke frisk nok til det. Og selvom jeg er ærligt talt, syntes det var noget bæ at gå glip af familiehygge og lækker brunch, så tror jeg også det var det bedste for mig. August sover middagslur på 2. Time nu og jeg har fået lidt sofatid hvor jeg bare kan slappe af og se tv 👌🏻 er spændt på hvordan friskheden er når han står op og om han er klar på at lege med bla. sin nye brandbil som farmand købte som en trøstegave til ham, oven på al den sygdom 😄❤️🚒

Nu kan jeg høre ham i babyalarmen, så må heller slutte mit lille “af ondt af vores lille fyr og os”-indlæg og ønske jer en god lørdag 🍁

Tak fordi du læste med 😍😍😍

//Anne

Alenetid som mor

Alenetid som mor

Efter jeg er blevet mor synes jeg det der alene tid er lidt en by i Rusland – sådan tror jeg de fleste forældre har det. Det kommer bestemt heller ikke bag på mig hvor lidt tid man som forælder er mutters alene.

Men hold nu KÆFT, hvor jeg kan savne det! Når man som mig arbejder i dagtimerne alle hverdage – lige præcis den tid hvor August er i dagpleje, (plus/minus). Så er der altså ikke mange timer tilbage, hvor den kan stå på alene tid. Benjamin arbejde skiftende arbejdstider og hver anden weekend, så han kan have hverdage hvor han har fri eller først møder kl 15, hvilket giver ham lidt alenetid på kontoen – jeg kan nogle gange være dybt misundelig, men på den anden side ville jeg ikke undvære rytmen med at arbejde fra morgenstunden og have fri eftermiddag/aften/nat og weekend.

Jeg nyder ofte de aftener, hvor Benjamin arbejder, men nogle dage går jeg nærmeste direkte i seng efter jeg har puttet August og ryddet op efter aftensmaden. Det kan være så skide hårdt at være alene om det hele til aften. Især lige for tiden, fordi August helst vil være på arm når vi står og skal lave mad. De sidste to dage har min mor hjulpet mig med aftensmad og oprydning, fordi hun alligevel har været og passe August, der har været hjemme fra DP i et par dage. Men i aften er jeg alene – godt det snart er weekend, hvor B også er hjemme 😍

Om torsdagen møder jeg kl 6 og går hjem kl 12. Det er derfor den dag hvor jeg freder det tidsrum jeg har fra jeg smutter fra arbejde og til August skal hentes, til Anne-tid. Nogen ville nok bruge tiden på ugens rengøring eller andre huslige pligter, så det ikke skulle gøres mens barnet var hjemme og det har jeg da også gjort nogle gange. Men som udgangspunkt vil jeg bruge tid på mig selv. Slappe af, se serie, tage ned i byen, skrive blog – som jeg f.eks. gør lige nu eller andre mig-ting. Nogle dage er jeg alene, men de sidste mange torsdage har Benjamin været hjemme og så har vi også nydt lidt kærestetid og taget ned og få kaffe på en café.

Jeg lader rigtig meget op mentalt (tror jeg de fleste mennesker gør), når jeg er alene. Og nyder bare ikke at skulle tage stilling til andet end mine egne tanker. Jeg glemmer ofte at prioritere min alene tid og så er det først bagefter jeg betaler prisen for ikke at have prioriteret den. Som mor og som menneske har jeg altid haft svær ved at sige fra og sætte mine behov først. Jeg er sommetider lidt for god til at tænke på andre før mig. Men jeg øver mig!

Engang hadede jeg at være alene. Jeg flygtede ofte op til min mor eller arrangerede noget med veninder, hvis min daværende kæreste skulle arbejde i weekenden eller om aften. Men dengang var jeg også præget meget af tilbagevenden depressioner, og når jeg var alene blev jeg ofte overmandet af mørke tanker, som bare kørte i ring i mit hovede. Jeg brugte meget af tiden på at græde. Når jeg var sammen med andre mennesker, blev jeg distraheret og de triste tanker dominerede ikke. Men efterhånden som jeg fik det bedre og til sidst blev rask, lærte jeg også at nyde at være i mit eget selskab. Jeg lærte at få kontrol over tankerne og ikke lade mig overmande hvis de blev negative. Jeg fandt glæden ved selv at kunne råde over min tid. Og der kom nydelsen i at være i mit eget selskab og den er af gode grunde bare blevet forstærket efter jeg 😄

Nu vil jeg nyde lidt tosomhed tid sammen med min dejlige mand. Vi har smidt os på sofaen til en fredag aften 😌😌

Rigtig god weekend 🌸 og tak fordi du læste med 💖

//Anne

Sommerhustur på Djursland

Sommerhustur på Djursland

Godaften, lige et lille torsdags-skriv fra mig 😁

Jeg er i fuld sving igen på arbejdet, efter et par dejlige ugers ferie sammen med mine to drenge ❤️ Jeg har virkelig nydt at gå hjemme med August og fik lige et flashback til barselstiden.

Vi sluttede jo af med en hyggelig tur i sommerhus med mine svigerinder, svoger og Augusts fætter og kusine, fra fredag-søndag. Vi havde lånt et sommerhus tæt på Ebeltoft og Mols Bjerge. Det var så smukt deroppe!

August og hans kusine Emma

Efter aftensmaden blev ungerne lagt i seng og de voksne hyggede med lidt vin, nogle lækre drinks, spil og gode snakke. Det var noget vi gjorde meget før vi fik August. Men fordi vi er to par der har små børn (som jo skal sove kl 19-20 stykker), kan vi kun gøre sådan noget hvis vi kan overnatte sammen eller får ungerne passet.

Lørdag formiddag, da alle var kommet i tøjet og vi havde fået morgenmad, kørte vi i Djurs Sommerland. Det er mange år siden jeg sidst har været der og jeg havde egentlig ikke rigtig nogen idé om hvor meget der ville være for August, så må indrømme jeg var lidt skeptisk og ville faktisk hellere have været i dyrepark – Men jeg blev nedstemt 😄 Og faktisk glædeligt overrasket! August var med i massere af forlystelser og han syntes bare det var vildt fedt. Vi var bl.a. i en af de rigtig gamle forlystelser, en af dem jeg husker fra da jeg var barn, “Jungle Safari”, hvor man sejler igennem junglen og møder en masse dyr og til sidst den store King Kong. 🦍

August og Benjamin i Pirat Fisken

Vi havde smurt madpakker, det er dejligt let når man har små børn. Så kan man bare finde madpakkerne frem lynhurtig, når sulten melder sig 👌🏻 Vi måtte spise lidt over flere gange, da vi nærmest blev angrebet af hvepse hvergang vi så meget som tænkte på at finde en mad frem 😳🐝 det var forfærdeligt og jeg er skrækslagen for de møgdyr 🙈

Nå, men August fik hvert fald noget frokost, uden at nogen hveps spiste det og derefter blev han puttet i barnevognen. Vi fandt et forholdvis roligt sted han kunne stå, hvor der kun kom et lille tog forbi ind i mellem og August sov en god lur på 2 timer – helt perfekt. Benjamin og jeg havde planlagt at vi ville køre hjem til sommerhuset før de andre, så A ikke blev overstimuleret og så vi kunne lave lasagne til de andre kom hjem. Men vi kom ikke afsted før ved 17 tiden alligevel. Og da vi endelig var kommet ud til bilen og havde pakket barnevognen sammen, fandt vi ud af at nøglerne til sommerhuset lå i den anden bil – som de andre jo havde nøglerne til 🙈 Så vi måtte sidde og vente på de andre kom hjem, udenfor ved sommerhuset – der var heldigvis en sandkasse, så A var beskæftiget 😄.

Ungerne blev spist af med lidt rugbrød og blev puttet mens lasagnen blev lavet – klokken var mange. Alle var dødtrætte og der blev ikke spillet eller drukket ret meget vin den aften. Vi var tidligt i seng.

August, fætter Magne og kusine Emma

Vi kørte hjem søndag lige over middag.

Jeg var lidt træt efter den sommerhustur og var bare en zombie da jeg kom på arbejde mandag. Første dag, faktisk hele første uge, efter en ferie synes jeg altid er hård! Men dagene går alligevel og det er nu alligevel rart at være tilbage i hverdagen og på arbejde.

Jeg håber I alle har en god uge og ønsker jer en dejlig torsdag aften. Tak fordi du læste med 😍

Herunder ses flere billeder af vores tur i Djurs Sommerland 🎢

//Anne 🌸

August i Traktorerne
På Jungle Safari

De første skridt


Vi har lige pt. ferie – desværre den sidste uge vi er i gang med 😕
Vi nyder rigtig meget at tage dagen som den kommer, uden for mange planer. Vi går bare og nusser i huset, får sat nogle ting op og får lavet indretningsplaner.

Der er sket rigtig meget med August den sidste tid. Han er blevet så nysgerrig og er begyndt at sige noget der lyder som “deeeet” som vi så tolker til “hvad er det”, og peger på ALT. 😄 Han har skisme også  gået et længere stykke for første gang 😱 Jeg tror faktisk at vi taler om 1,5-2 meter. Han er for vild den lille fyr! Han slæntrede lige så stille afsted fra sofaen og over til hans gå-ko 🚶🏼‍♂️

Han lignede en der havde fuld kontrol over det han gjorde og han bare havde gået i lang tid, ingen problemer med balancen eller noget – syntes altså det var ret vildt. Men det er ikke meget vi har set til det siden, men mon ikke det kommer 😁.

Nå, men det kan jo ikke være fryd og gammen altid med sådan en lille fis, og for faaaaaan’ han prøver os af fortiden! Vores kære app “Vidunderlige uger” siger at vi pt er i niende udviklingsspring. Om det er derfor August opføre sig som han gør eller han bare er sådan lige nu, ved jeg ikke.

Han er mega svær at stille tilfreds, han bliver sur og gal hvis han får et nej. Han kan blive en ballademager – smidder med maden, legesager eller kravler op eller piller ved ting han godt ved vi ikke vil have. Og når vi siger nej, griner han og gør det bare igen eller også smider han sig ned og skriger og giver derefter tegn til at han gerne vil op og trøstes for derefter at afvise os… det er så pisse hårdt!!! Og nogle gange føler jeg mig SÅ magtesløs. Hvis vi troede at vi er over det værste hårdhed (med al den spædbarnspleje der er og at de skal have hjælp til ALT) men nej nej nej… jeg tror faktisk kun vi lige er begyndt på det mest udfordrende af det at få børn – OPDRAGELSEN 😱😱😱 Men selvom det er hårdt og rent udsagt pisse træls at han skriger og gør det hele en udfordring, så er det jo en del af udviklingen og alle de søde og sjove ting han også gør, er lige så skønne som de andre ting er trælse 😄

August har jo fået sit eget værelse her i vores nye hus. Da vi boede i lejlighed havde han legeværelse i stuen og sov i sin tremmeseng, som stod ved siden af vores seng i sove værelset. Nu sover han på eget værelse, og heldigvis har der været flest nætter hvor han enten har været vågen én enkelt gang eller slet ikke. Og han har tilmed sovet til 7.30-8.00 nogle morgner her i ferien 👌🏻 Udover at han bare er blevet god til at sove inde hos sig selv, så bruger han faktisk rigtig meget tid på at sidde og lege derinde alene. Vi har endelig også fået indrettet lidt og hængt nogle ting op derinde. Til hans LEGO Duplo har vi købt et sæt halvkupler i vores lokale Instagram-butik Olila (stedet hvor man køber alle de fede ting til børneværelset, som man ser på insta). Udover de er super fine til opbevaring, så synes August også det bare er mega sjovt at tage en klods fra den ene til den anden og tilbage igen 😄 Værelset er ikke helt færdigt endnu, vi mangler stadig lidt opbevaring til bøger og så har Augusts faster Bibs givet ham et vægmaleri, hun vil male når vi er færdige. Jeg glæder mig så meget til at kunne vise det færdige resultat en dag, men nedenunder kan I se lidt af det vi har fået lavet 👌🏻

I dag har vi haft besøg af mormor og bedstefar. Og et lille hurtig et af farfar. Så August har skullet vise alle sine skøre kunstner og man kan tydeligt se han elsker at være i centrum 😄 Nu er mormor og bedstefar kørt hjem, August er puttet og vi vil smide os i sofaen og først se et afsnit af Landmand søger kærlighed og derefter Gift ved første blik 👌🏻

Beklager de få billeder, WordPress-appen har drillet mig lidt her til aften 😒

Tak fordi du læste med, rigtig god aften 🌸

//Anne

Dagpleje vs. Vuggestue

Dagpleje vs. Vuggestue

Skrevet 30. juni 2018

Overskriften siger sig selv.

Dette indlæg handler om mit valg og mine tanker bag. For der har været mange af dem! Både før og efter jeg fik August. Skulle mit barn være dagpleje- eller vuggestuebarn?

Jeg har jo bevidst valgt at August skulle i dagpleje, dog med den betingelse at han og dagplejen har en god kemi og at jeg hele tiden kan se at August trives. Jeg har fra flere sider fået spørgsmålet “hvorfor har du valgt at have dit barn i dagpleje, når du selv arbejder i vuggestue?”

I og med at jeg har haft fokus på vuggestuepædagogens arbejde det meste af min studietid, var jeg på derværende tidspunkt mest tilhænger af at mit eget barn selvfølgelig også skulle i vuggestue. Jeg havde et godt halvt år som studerende i vuggestue og jeg elskede jobbet. Da jeg skrev bachelor havde jeg også fokus på vuggestue, indkøring, tilknytningteorien osv. Jeg havde ro i maven over at jeg som pædagog kunne gøre et godt stykke arbejde og at de pædagoger der skulle tage sig af det barn jeg ventede, ville gøre det lige så godt. Så jo – selvfølgelig skulle han da i vuggestue.

Men så blev jeg mor…

Til at starte med skrev vi August op til vuggestue. Jeg snakkede en del med både mødregruppe og andre mødre om det der med at skulle have sit barn i institution, indkøring, hvor gammel han ville være ved start osv. Jeg regnede mig hurtigt frem til at August faktisk ville være omkring 8 mdr. når vi skulle starte indkøring. Jeg tænkte tilbage på den 8 mdr. gamle dreng jeg selv havde kørt ind i vuggestue, da jeg var studerende. Var han ikke det meste af tiden ved mig? Græd han ikke meget? Skulle jeg ikke ofte tage ham op? Havde jeg ikke ofte svært ved det (pga. Normeringen i de danske institutioner), fordi der også var andre børn…? Jeg fik ondt i maven ved tanken om at min lille August skulle opleve det.

Jeg følte jeg havde gjort et rigtig godt stykke arbejde dengang, med ham den lille fyr jeg havde kørt ind. Han var i stor trivsel og det var heldigvis kun de første dage der var lidt hårde for ham. Jeg havde givet ham al den omsorg og tryghed jeg som pædagog kunne og skulle – der var ikke noget der. Mine kolleger var skide dygtige til deres arbejde og jeg ved de børn havde det rigtig godt – sådan er det heldigvis i de fleste vuggestuer. MEN den der normering. Den skræmte mig. – og det gør den stadig!!!! Både som professionel og i den grad også som mor!

DERFOR fik jeg ondt i maven.

Benjamin og jeg snakkede om det. Han kender ikke så meget til de forskelle der er ved dagpleje og vuggestue, så syntes han valget mest var op til mig. “Så skal han squ i dagpleje…” sagde jeg. Med den betingelse som nævnt tidligere. Vi skal kunne se kemi mellem dem og det var samtidig også vigtigt for os at vi havde kemi med hende. Jeg var ikke bleg for at flytte ham eller sige nej tak hvis stedet ikke føltes rigtigt.

Men August fik heldigvis den sødeste dagplejer. De havde kemi lige fra dag et af. Og indkøringen gik over al forventning. Han er i stor trivsel hos hende og man kan se at hun virkelig holder af sin lille gruppe børn. Vores dagplejer har maks 4 børn.

Dog kan August komme i Gæstedagpleje, hvis hun er syg – men her er det altid den samme. Dagplejerene ses mindst én gang i ugen. Så gæstedagplejeren var også et kendt ansigt, første gang han skulle være hos hende. Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt at have valgt dagpleje. Jeg elsker tanken om den lille hyggelige og trygge gruppe, han er en del af. Og at det er i hjemlige rammer – det er jeg også fan af! Samtidig er de ofte sammen med andre dagplejer i området og derfor også lær at være sammen med mange på én gang.

Hvis du, som mig, står og ikke kan finde ud af hvad der er bedste for DIT barn at være i. Så er her en lille liste af nogle af de fordele og ulemper jeg synes der er ved de to muligheder.

Dagpleje

Fordele:

  • Hjemlige rammer
  • Én voksen at forholde sig til det meste af tiden
  • En lille gruppe
  • De tager meget på tur.
  • Ikke så dyrt
  • Chance for at knytte tætte relationer til få personer

Ulemper:

  • Uuddannet personale
  • Hvis dagplejen er syg, skal barnet i gæstedagpleje (væk fra vante rammer)
  • Det kan være en stor omvæltning for barnet den dag det starter i børnehave
  • Mindre chance for at der er nogle jævnaldrende
  • Risiko for at barnet på et senere tidspunkt vil begynde at kede sig/mangle udfordringer

Vuggestue

Fordele:

  • Barnet afleveres altid i samme hus/der er altid en kendt voksen
  • Uddannet personale
  • Stor chance for at der er jævnaldren
  • Overgangen til børnehave bliver letter og tryggere

Ulemper:

  • Mange børn og mange voksne at forholde sig til
  • Stort hus/legeplads
  • Barnet bliver en del af en stor gruppe
  • Kan være utrygt/uoverskueligt for de yngste børn.
  • Mange stimuli

Der er fordele og ulemper ved begge ting. Og jeg tænker også meget det er hvad man er til. Jeg tror på at man må mærke efter i maven på sig selv som mor og far, og samtidig kigge på sit barn. Hvilken personlighed har vores lille guldklump?

August har f.eks. aldrig været ret glad for store forsamlinger. Bl.a. Derfor tænkte jeg dagplejens lille gruppe var ideel for ham 👌

Jeg vil lige understrege at jeg i dette indlæg mest har skrevet ud fra det jeg mærker i mit moder-hjerte. Mange kan undre sig når jeg, som uddannet pædagog, vælger at placere mit barn hos en uuddannet dagplejer, når selv arbejder i vuggestue. Én sagde en dag til mig, “synes du ikke at dit eget arbejde er godt nok til dit eget barn?”. Jeg kunne mærke en provokation – for jo, selvfølgelig synes jeg mit arbejde og mine kollegers arbejde er godt nok til min søn. Rammerne derimod… dem mener jeg både som pædagog og som mor ikke er gode nok! Men hvis vuggestuer skulle være attraktive for mig som mor – og dette har intet med pædagogers arbejde at gøre – så skulle der maks være 6 børn på hver stue!

 

SMÅ ENHEDER mener jeg som pædagog og som mor det ideelle for de 0-3 årige.

God aften 🙂

//Anne

Amning – ikke for enhver pris

Amning – ikke for enhver pris

Skrevet 4. maj 2018

Gennem hele min graviditet forberedte jeg mig på at jeg skulle selvfølgelig amme, når August blev født. Der var klare fordele for det og jeg havde også den her lyserøde forestilling om hvordan det bare ville være en lykke at sidde og amme August. Tanken om at vi to havde noget helt specielt sammen – igennem amningen. Så jo, selvfølgelig skulle jeg da amme. Men Benjamin og jeg havde alligevel en smule realisme med i overvejelserne – det skulle ikke være amning for hver en pris, havde vi aftalt.

Da vi gik til fødselsforberedelse og jordemoderen forklarede hvordan man ammede, stod jeg fuldstændig af. Det så SÅ svært ud og jeg syntes hun fremlagde så mange ting man skulle tænke over og ”regler” vil jeg kalde dem. Hun fik det virkelig til at se indviklet ud. Der mærkede jeg første gang ”tvivlen”, eller hvad skal jeg kalde den? Jeg var stadig opsat på at amme, men jeg blev bare så usikker på om jeg kunne gøre det korrekt og godt nok.

August blev født og jeg fik ham hurtigt lagt til brystet. Han suttede ca. hver anden-tredje time de første døgn og han lå ofte ved mig i over en time, bl.a. fordi han faldt i søvn når han suttede, men også fordi jeg ofte var bange for om han nu også fik noget. Vi var indlagt de første to døgn og jeg kan huske at August græd meget og suttede konstant på hans hænder. Men hver gang jeg lagde ham til, ville han ikke tage fat. Jeg sad der febrilsk og prøvede at proppe vorten i munden på ham. Alle sagde ”prøv at gøre sådan eller sådan”. En sød SSA, der var i aftenvagt hjalp os med at finde lidt ro, så jeg kunne få amningen til at lykkes. Hun sagde at det var ok at give ham lidt i kop, for han virkede som en MEGET sulten dreng. Og min mælkeproduktion skulle nok komme i gang alligevel. Afdelingen var lidt presset i den tid vi var der og der var overbelægning. Men vores kontaktpersoner var virkelig søde og tog sig tid til at hjælpe os – lige bort set fra en nattevagt. Da hun fandt ud af at vi gav August lidt mme i kop, sagde hun bare ”hun skal til maskinen så”. Vi anede jo ikke hvad hulen det var for en maskine, men jeg kunne hurtig regne ud det nok var en brystpumpe. Da hun gik og August igen skreg af sult, blev jeg så ked af det. Jeg følte mig som en uduelig mor og sagde ”jeg skal fanme nok vise hende at jeg kan give ham mad selv og ikke har brug for nogen maskine”. Jeg græd mens lille August suttede lidt. Til sidst gik Benjamin ud og hentede en brik og vi gav August lidt mælk i kop, uden nattevagten fik det at vide. Vi ventede med at sige det til en sød jordemoder mødte ind i dagvagt.

Jeg fortsatte med at amme da vi kom hjem fra sygehuset og min mælk løb allerede til 3. døgn. Det gik okay de første dage og uger. Men August og jeg blev aldrig rigtig dus med det. Det jeg havde forestillede mig skulle være en hyggestund og vores egen tid sammen, blev forbundet med stress, usikkerhed, en skrigende baby, en grædende mor og en far der ikke vidste hvad han skulle stille op. Jeg kunne mærke stressen, hver gang han begyndte på sin sult-gråd. Ofte var det altid mens jeg enten var i bad, eller var i gang med at lave noget andet, og så kom Benjamin med ham i armene. ”Jeg tror vi har en sulten dreng”. Og så måtte jeg pænt sætte mig, åbne op for mælkebaren og få ham til at tage fat. Det gik tit meget godt på det første bryst, men jeg var altid i tvivl om han blev mæt, så jeg tilbød altid fra begge, i starten med skiftning af bleen ind i mellem. Nogle gange gik det godt, men ofte blev det bare noget værre noget og endte med at jeg sad og græd, mens Benjamin prøvede at trøste August. Jeg følte mig SÅ utilstrækkelig. Jeg blev ked af det og vred på mig selv, fordi jeg tænkte ”Åh nej, ikke igen” eller blev irriteret, når han meldte sig. ”Hvilken mor er jeg dog – hvor egoistisk kan man lige være? – Ikke engang ville bide det i sig for at give sit eget barn mad”. Sådan nogle tanker tænkte jeg ofte.

August græd ofte og når jeg tilbød ham babs, afviste han. Jeg stod ofte med en mand der mente at barnet græd fordi han var sulten (og sådan var det jo også nogle gange) og et barn der afviste/ikke kunne få fat/ikke havde ro. Det gav anledning til rigtig mange skænderier mellem Benjamin og jeg. Det var SÅ drænende og ikke godt for nogen at være i.

Da August blev en måned, fik jeg endelig åbnet op for det og fik fortalt Benjamin, min mor og sundhedsplejersken hvordan jeg havde det. Min mor havde haft det lige sådan, og var hurtigt gået over til at give mine søskende og jeg flaske. Det er forfærdelig krævende at amme og jeg vil sige at jeg mildest talt havde fået en kulturchok. Ikke nok med at jeg skulle vende mig til at være mor med alt der til høre, så var jeg stadig ”fanget” – min krop var ikke min egen endnu. Jeg var stadig den eneste der kunne sørge for at August fik mad, som jeg havde været i 9 måneder forinden og havde i den grad fået nok af dét. Jeg kunne slet ikke være i det og jeg var bund ulykkelig.

Vi var ikke meget ude den første tid – både fordi August havde svært ved at overgive sig til søvnen, så vi var ekstremt afhængige af slyngevuggen der hang midt i stuen, men også fordi jeg havde det så svært med amning, ikke at jeg havde noget imod at hive patten frem på café, hos svigerfar eller andre steder, men fordi jeg blev stresset, hvis nu han ikke ville tage fat og folk sad der og kiggede på mig, der forsøgte, men ikke gjorde det godt nok.

Det hjalp mig utrolig meget at jeg havde min mors støtte og at hun selv havde haft de tanker jeg havde da mine søskende og jeg var små. Og sundhedsplejersken sagde ”Du må love mig at du er tro mod dig selv”. Benjamin og jeg blev enige om at August skulle have flaske i stedet. Da beslutningen var taget, følte jeg en lettelse… Men den varede ikke længe, for hvad ville folk nu ikke sige om det? Og jeg kunne mærke en dårlig samvittighed overfor August, over at han ikke skulle have min mælk mere og følte lidt at jeg var egoistisk. Men heldigvis har jeg en god mand, som sagde og stadig ofte fortæller mig at jeg er den bedste mor for August og at det var det helt rigtige valg for os alle tre. ”En god mor sidder ikke i brysterne”, sagde jeg ofte til mig selv.

Jeg vil også lige nævne en anden frygt jeg havde, end at August ikke fik ”den korrekte” ernæring. Jeg var også bange for at vi ikke fik den der tætte mor-barn symbiose, fordi der ikke var noget der kun var ham og jeg der havde – MEN det er der jo stadig. Selvom jeg ikke ammede særligt længe, så var vi stadig forbundet i over 9 måneder. Han er den eneste der kender mit hjerteslag og lyden af mit blods brusende og ingen kan give en moders tryghed, andre end det menneske barnet ser som sin mor. Vi har stadig noget sammen som vi ikke har med nogen anden og dét betyder ALT for mig som mor.

Da vi gik over til flaske blev jeg lettet. August græd stadig meget, men jeg kunne lade Benjamin tage 100% over og behøvede ikke mere at stå til rådighed konstant og være den ENESTE der kunne give August mad. Jeg kunne få en pause. Den dårlige samvittighed plagede mig stadig, men det hjalp på det at jeg nu ikke behøvede at stresse over hvorvidt det jeg spiste påvirkede August, jeg kunne tage ud, uden baby og jeg kunne bedre slappe af. Og bedst af alt, jeg behøvede ikke at sidde der og svede, med patten fremme og en skrigende baby.

Jeg synes personligt at der er for meget fokus på ”regler” for at amme i fødselsforberedelsen. Det stresser unødigt kommende forældre at forklare ”Baby SKAL spise så og så ofte, mindst 20 min, max 30 (eller hvor lang tid det nu var). Det bliver for indviklet og børn er forskellige og passer nødvendigvis ikke ned i de kasser som sundhedsstyrelsen laver. Og så skal der mere fokus på at vi ikke kun skal fri amningen, men mere anerkendelse til at flaske er en rigtig god løsning, hvis amning ikke fungere eller mor simpelthen ikke har lyst til at amme.

Jeg har stadig et ønske om at amme næste barn. Men igen – ikke for enhver pris. Den læring jeg har taget med mig af dette er at man skal gøre det der fungere for ens familie, følge OG stole på sin mavefornemmelse. Vi mødre må stå sammen, amme-mødre, flaske-mødre, langtidsammer. Lad os anerkende og støtte hinanden, i stedet for at gøre os kloge på andres situationer. Vi gør alle vores bedste og vi er alle de bedste mødre for vores unger.

 

Tak fordi du læste med, jeg håber du fik noget ud af det.

Rigtig god weekend. ❤️

//Anne

Må jeg præsentere…. mig selv!

Velkommen til mit lille univers 🙏🏻 Jeg har været blogger på et andet site i et stykke tid som lukkede ned for et par uger siden. Nu er jeg her… mit blognavn er ændret, men mit ønske om min blog er stadig den samme som da jeg startede på den anden i foråret.

Lidt om mig:  Jeg er 30 år og gift med Benjamin. Sammen har vi August fra 1. august 2017 (og nej, det er ikke fordi han er født den dag han hedder August – den historie får I en dag 😄)

Vi bor i Esbjerg V, netop flyttet ind i drømmehuset i et dejlig stille og roligt villakvarter med marker og landlige omgivelser som naboer 😍 Jeg er pædagog, lige pt er jeg ansat i et barselsvikariat i en vuggestue.

Min blog vil primært handle om livet som mor på godt og ondt og hudløs ærlig! Jeg vidste godt at det ville blive hårdt og en stor omvæltning at blive mor. Jeg tror de fleste har en idé om at det ikke kun er ren idyl med sådan en lille en. Men alligevel så ligger fokus på alt det fantastiske, når man går og drømmer om at få børn (og heldigvis for ellers tror jeg squ at den menneskelige befolkning ret hurtigt ville gå ned af). Men hold nu kæft et kulturchok jeg fik! Især det der amning – det var slet ikke som jeg havde regnet med og efter kun én måned, begyndte vi at gå over til flaske og modermælkserstatning. På min gamle blog udgav jeg både min fødselsberetning og min oplevelse af amning og hvorfor vi gik over til flaske. Dem vil jeg også dele her, da de historier er en stor del af mig.

Jeg kommer også til at fortælle lidt om min udvikling som menneske og hvordan det påvirker mit moderskab. Jeg har altid været meget usikker og ikke den der råbte højest. Jeg har haft og har stadig svært ved at tro på mig selv, og at det jeg gør, gør jeg godt. I foråret gik jeg i psykoterapi. Det har hjulpet rigtig meget, men jeg er slet slet ikke der hvor jeg gerne vil være endnu.

Ud over de lidt tungere emner vil jeg selvfølgelig også dele en masse glimt fra min hverdag. Jeg håber rigtig meget på at I har lyst til at følge med 🙏🏻

Rigtig god mandag ☀️

// Anne